Spring til indhold

Sal Tryk skifter ejer

SAL Tryk i Frederikshavn skifter ejer. 1. november overtager Basis-Tryk & Skilte i Dronninglund virksomheden på Ellehammervej i Frederikshavn. SAL Tryk drives videre på samme adresse, og de fem medarbejdere fortsætter. Der sker heller ingen ændringer på Nordre Ringgade i Dronninglund, som beskæftiger ni personer.

Ejerskiftet skyldes, at SAL Tryks nuværende ejer, Niels Broberg, er ramt af alvorlig sygdom. Han er opereret for en hjernetumor og gennemgår nu de kemo- og strålebehandlinger, som i bedste fald gør ham rask igen.

– Men hvornår kommer jeg over denne sygdom? Det ved ingen, og derfor giver det god mening, at vi nu sælger virksomheden til Basis-Tryk & Skilte, siger Niels Broberg til Kanal Frederikshavn.

Niels Broberg overtog SAL Tryk for otte år efter stifteren Steen A. Larsen. Dengang lå virksomheden i Strandby, men i november 2017 flyttede SAL Tryk ind i de nuværende lokaler med facade ud mod Hjørringvej, lige overfor MENY på H.C. Ørstedsvej.

– Vi har knoklet hårdt i otte år, og vi kan med tilfredshed konstatere, at vi har opfyldt vores ambition om at blive en betydningsfuld aktør i branchen for virksomhederne i Frederikshavn, siger medejer Lene Beith Broberg.

Den position satser de nye ejere på at fastholde og udbygge.

– Det er vores håb, at synergieffekten vil styrke både SAL Tryk i Frederikshavn og Basis-Tryk & Skilte i Dronninglund. For eksempel har vi ingen erfaring med salg af profiltøj. Det er en kompetence, som SAL Tryk kommer med, og det skal vi selvfølgelig udnytte, siger Frits Danielsen, som – sammen med sin søn Christian Danielsen – er indehaver af Basis-Tryk & Skilte.

Den grafiske branche har gennemgået en vild udvikling, siden Frits Danielsen i 1983 åbnede Basis-Tryk.

– Dengang var der 32 trykkerier alene i Aalborg. Nu er der ingen tilbage, mens der kun er tre offset trykkerier nord for Limfjorden, konstaterer Frits Danielsen, som på visitkortet reklamerer med “dansk produktion”.

– Det er et vigtigt signal at sende til kunderne. Vi trykker i Dronninglund. Bestiller du hos Lasertryk, bliver en del af opgaverne sendt videre til Polen. Det er værd at have med i dine overvejelser, når du skal vælge din leverandør, mener Frits Danielsen.

Christian Danielsen pointerer også, at Basis-Tryk & Skilte tager ansvar for kundens opgaver.

– Vi er meget tæt på de fleste kunder, og derfor skal tingene gøres rigtigt. Det betyder, at vi ind imellem kan finde på at stille spørgsmålstegn til en ellers trykklar fil. Vi har da haft nogle kunder, som undrer sig lidt, men heldigvis indser de hurtigt, at vi gør det for deres skyld, siger Christian Danielsen.

SAL Tryk har under Niels Brobergs ledelse også været kendt for sit høje serviceniveau. Det lover de nye ejere vil foresætte, og i den forbindelse er det vigtigt at understrege, at Lene Beith Broberg og Niels Broberg forsætter i virksomheden sammen med de tre andre medarbejdere på Ellehammervej.

– Det er ingen hemmelighed, at salget af virksomheden skyldes min sygdom. Når det er sagt, tror jeg, at SAL Tryk bliver stærkere, og det glæder mig, at arbejdspladserne bliver i byen, siger Niels Broberg, der vurderer, at salget – trods en trist omstændighed – er bedst for begge parter.

Der bliver ingen reception i anledning af ejerskiftet. SAL Tryk og Basis-Tryk & Skilte ser i stedet fremad og venter med at fejre sammenlægningen til næste år, hvor Basis-Tryk & Skilte har 40-års jubilæum.

Kilde: Kanal Frederikshavn